Yggdrasil Dance

Yggdrasil Dance’s produktioner, der forener dans, musik og installation, skabes med afsæt i aktuel forskning, og giver, lige som træet Yggdrasil, grobund for at bygge bro og forståelse på tværs af landegrænser og kulturskel. Med nogle af verdens største musikere, dansere, lys- og billedkunstnere skabes der poetisk dvælende fortællinger, hvor naturen spiller en væsentlig rolle.

Indlandsisen smelter, skovene dør og verdenshavene stiger, alt imens menneskene ser skyldbetynget, men magtesløst til. For at sætte fokus herpå har ensemblet igangsat en trilogi med verdens klimaforandringer som omdrejningspunkt, hvoraf den første performative
installation, Siku Aappoq/Isen Smelter og Seca/Tørke er opført og har været
til debat ved forskellige events.

Yggdrasil Dance har samarbejdspartnere forskellige steder i verden såsom Vietnam, Indonesien, Tanzania, Brasilien og Europa og har derfor opført deres produktioner i bred international forstand fra Tivolis Koncertsal til Operaen i Hanoi. 
Pianist Carsten Dahl, billedkunstner Marianne Grønnow og lyskunstner Jesper Kongshaug medvirker i flere af Yggdrasil Dance’s opsætninger og er hver især med til at sætte deres præg på det færdige produkt.

Kunstnerisk leder, Birgitte Bauer-Nilsen

 Foto: Sif Meincke

Foto: Sif Meincke

Koreograf, Ph.d. og lektor i dans, Birgitte Bauer-Nilsen, har siden 1989 skabt forestillinger, afholdt workshops og forsket i rituelle og traditionelle danse i Grønland, Indonesien, Kina, Indien, Tanzania, Vietnam og Brasilien.

Siden 1995 har Birgitte været kunstnerisk leder for Yggdrasil Dance. Her er hendes vision at formidle dans på tværs af kulturer og landegrænser. Hun har skabt danseforestillinger og koreografisk arbejde i Europa, Asien og Afrika.

Birgitte er forsker og har undervist i Dans og Samfunn, Koreografi og Artistic Research siden 1999 ved Universitetet i Stavanger, Fakultet for Utøvende Kunstfag. Som gæsteforelæser har hun udviklet workshops ved flere forskellige universiteter i Europa, USA, Brasilien, Indien og Tanzania. Hun har stor international erfaring fra udvekslingsprojekter med Bagamoyo College of Arts i Tanzania og Nalanda Dance Research Center under Mumbai University.

Birgittes største produktioner omfatter danseforestillingerne Footprint og Sommerfuglen. Senest er klimaforandringerne kommet på dagsordenen med en trilogi initieret i 2015 med Isen Smelter/ Siku Aappoq efterfulgt af 1. del af Tørke/Seca 2018. Den sidste forestilling i rækken vil behandle temaet oversvømmelse.


Uddannelse og studier

  • Ph.d. Koreografens blik – den performative, koreografiske praksis og strategi som metode i skabelsen af en interkulturel forestilling. 
  • Master Thesis ” Dansens magi; Dans som kulturfænomen i den europæiske og den indiske kultur en ny dimension i kulturpolitikken"
  • Doug Crutschfield Dansestudio, danseudd. Studier ved Department of Music and Dance, University of Massachusetts, USA. 
  • Studier ved Alvin Ailey, The American Dance Theater, New York City, USA.

Download Birgitte Bauer-Nilsens CV

Download kunstnerisk platform

BESTYRELSE

  • Susanne Danig, leder af Dansk ITI og Danig Scenekunst Service (formand)
  • Birgitte Øigaard, teaterinstruktør, leder af Cumulus Teatret, bestyrelsesmedlem i Haldor Topsøe Holding (næstformand)
  • Jesper Kongshaug, lysdesigner indenfor områderne teater, opera, ballet, tv og arkitektur.
  • Gry Worre Hallberg, Ph.d. ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, Københavns Universitet. Kunstnerisk leder hos Sisters Hope.
  • Niels Righolt, administrativ leder af Center for Kunst og Interkultur.